| Pølsetyven |
|
Af dyrlægerne Helle Busk & Natascha Schmidt-Svejstrup Man kender det godt selv. Af og til får man spist noget, man bagefter fortryder! Enten har man spist for meget eller også burde man bare ikke have taget det stykke chokolade… Det er ikke kun os, der har det sådan. Det er ikke ualmindeligt, at klienter ringer bekymret til klinikken for at få et godt råd omkring et eller andet, deres dyr har spist. Det være sig ting som planter, medicin, bolledej eller tøj – sure sokker er en yndet spise hos mange hunde! I forsommeren ringede en ejer i vagten og fortalte, at hans labrador var blevet meget hævet på maven, var urolig og prøvede, uden held, at kaste noget op. I telefonen mistænkte vi hunden for en såkaldt ”mavedrejning” og bad ejeren skynde sig ned på klinikken. Hvis mavesækken er fyldt med luft, kan den dreje rundt og derved afsnøre livsvigtige blodkar. Hunden går i shock og dør. Derfor er akut hjælp et ”must” ved denne lidelse. Da Albert og far kom hastende ind ad døren, blev diagnosen ”mavedrejning” dog hurtigt forkastet. Hundens mave var ikke luftfyldt. Den var til gengæld tung og hængende og ved en undersøgelse af maven kunne en stor, fast klump mærkes. Ejeren forsikrede os om, at hunden aftenen i forvejen havde set fuldstændig normal ud, så en eventuel svulst i mavesækken blev også forkastet. Kunne Albert have spist noget? Ejeren fortalte, at naboen havde holdt studentergilde og at der i nabohaven var blevet festet igennem til den lyse morgen. Albert havde altså i bedste labrador-stil forædt sig. Om labrador siges; at går de først fra truget, er der virkelig noget galt – og det er ikke helt forkert! Albert fik en indsprøjtning i nakken med et brækmiddel. Fem minutter senere fik han det synligt dårligt og begyndte at kaste op foran ejeren og et måbende personale; den ene hele grillpølse fulgte den anden – Albert kvitterede i alt mere end 15 hele frankfurtere samt flere ”pølsedele”, som den havde tygget lidt i !! Maven var dog langtfra tom for pølser, så han fik en supplerende sprøjte i nakken og op kom flere pølser. På trods af dette kunne vi på et kontrol-røntgen billede, stadig se en pølse i maven. Stakkels Albert havde nu fået et brækmiddel af to omgange og det havde sløvet ham så meget, at det ikke var forsvarligt at give ham mere. Nu måtte han selv fordøje resten! Ejer og hund blev herefter sendt hjem med følgende råd; ingen mad til Albert de næste 24 timer, hvilket i sig selv er en hård straf for en labrador ! Patienten gik da også slukøret ud døren – dog med fin talje! |
