| Chockolade og hunde- en farlig cocktail! |
|
Af dyrlægerne Helle Busk og Natascha Schmidt-Svejstrup
De sidste artikler har alle omhandlet ting, som dyrene har spist, lige fra et pølseorgie til planten Taks, alle ting, hvor et brækmiddel har været inde i billedet. Nu får I, kære læsere, lige en sidste forsinket julehistorie om hunde og chokolade, men så lover vi til gengæld, at vi nok skal spare jer for flere historier om brækmidler i kommende artikler det næste lange stykke tid...
Mange hundeejere er slet ikke klar over, at chokolade er gift for hundene. Det er ikke usædvanligt, at hunde får chokolade som godbidder – alt sammen fordi deres ejere vil dem det bedste. Hundene tåler ikke stoffet theobromid, som findes i chokolade og kakaobønner. God, lækker, mørk chokolade indeholder ca. 8 gange så meget theobromid i forhold til den lyse variant af chokolade.
Vores chokoladeforbrug stiger på nuværende tid af året, så husk at opbevare det dér, hvor dyrene (og ungerne!) ikke kan finde det!
Symptomer på chokoladeforgiftning Theobromid stimulerer nervesystemet, hjertet og muskler. Derfor vil man ret hurtigt efter indtagelse af chokolade, som er rig på theobromid , opleve, at hunden bliver rastløs, hyperaktiv og får hjertebanken. De kan få opkast og diarré, begynde at savle og få øget drikkelyst. I slemme tilfælde bliver deres bevægelser ukoordinerede og de kan ende med at gå i krampe og til sidst coma.
Der findes ikke en egentlig modgift. Så er uheldet ude, er tiden en vigtig faktor. Jo hurtigere maven tømmes for chokolade, jo mindre bliver optagelsen af theobromid. I alvorlige tilfælde bliver dyrlægen nødt til at skylle mavesækken tom. Aktivt kul bruges ved mange forgiftninger, hvor uønskede ting er fortæret. Kullet virker ved at absorbere giftstoffet, så det ikke optages i kroppen. Desuden gives olie, så det uønskede, der allerede har passeret til tarmen, hurtigere kan komme gennem systemet og ud af den normale ende !
Tinka En sen tirsdag aften kommer en familie noget slukøret ind på klinikken med deres hund Tinka. De er bekymrede, da de har opdaget, at hunden har hygget sig med en stor bøtte med chokolade. Der er tvivl om, hvornår på dagen hunden har holdt sit eget lille private julegilde, men sikkert er det i hvert fald, at der er gået flere timer. Tinka er stille, men heldigvis endnu ikke særlig påvirket af chokoladen. Under normale forhold skal et brækmiddel helst gives så hurtigt som muligt og gerne inden for den første time, for at have den optimale effekt. I dette tilfælde beslutter vi os alligevel for at forsøge med brækmidlet, for selvom det er flere timer siden Tinka spiste chokoladen, kan der stadig være noget tilbage i mavesækken. Det var fornuftigt, for ud kom så store mængder chokolade med dertilhørende indpakning, at både ejere og dyrlæger så måbende til! Tinka tilbragte en nat på klinikken, men gik glad og logrende ud af døren næste dag…og ind gik så Magnus, der havde fortæret en julekalender med feinschmecker chokolade…
Rigtig glædelig bag-jul og godt nytår! |
