| Vintervejr og hunde |
|
Af dyrlægerne Helle Busk og Natascha Schmidt-Svejstrup Er der noget skønnere end at se glade børn og hunde boltre sig i sneen på en frostklar dag i fuld sol? De fleste hunde elsker at lege i sneen og tåler fint at komme ud i kulden og give den gas. Der er dog nogle forholdsregler, som er værd at følge, hvis turen skal blive god for både ejer og hund! Salt Når vi siger kulde og sne, siger vi nemlig også salt! Der bliver saltet så rigeligt på de danske lande- og villaveje. Når hunden får ondt i poterne på gåturen på et saltet fortov, er det ikke alene fordi saltet svier i potens sprækker og revner. Som bekendt falder frysepunktet, når vi drysser salt på is. Sølet vi skaber, kan nemt være omkring -20 grader. Denne temperatur er ”hundekold” for poterne og gør ondt! Trædepuder og potevoks Brug potevoks inden du går en tur om vinteren! Potevoks lægger en beskyttende film omkring poterne og der dannes en god barriere mod sne, sjap og salt, så hundens poter undgår udtørring. Desuden indeholder potevoks salicylsyre, som får blodkarrene i poten til at åbne sig og dermed fører varme fra blodet ud i poterne. Har hunden lang pels mellem poterne, er det desuden en god idé at trimme dette. Sneen samler sig nemt til små hårde isklumper, som er ubehagelige at gå på. Vær opmærksom på frosne vandpytter – vi ser hvert år mange skårne trædepuder som følge af knivskarp is. Potebade Er det rigtig koldt og hunden begynder at lægge sig ned, er det tid til at søge inden døre. Lad ikke hunden stå stille for længe, f.eks. foran butikker. De skal, ligesom os, røre sig for at holde varmen. Efter turen er det ekstra vigtigt, at poterne vaskes i lunt vand og tørres grundigt. Slikker hunden sine poter igen og igen, er det oftest fordi huden er irriteret mellem trædepuderne. Får den lov at slikke forværrer det situationen – ligesom når børnene slikker sig om munden om vinteren – her bliver læberne også højrøde og sprukne. Hvis potebade og grundig tørring ikke afhjælper slikkeriet, bør dyrlæge opsøges. Bør hunde spise sne? Sne og is i maven giver hos de fleste dårlig mave! Så det kan ikke anbefales at kaste is eller snebolde til hunden i stedet for den velkendte pind. Lad hunden få noget at drikke inden turen og sig fra, hvis hunden begynder at tage for sig af sneen. Har maven fået kulde, så er 12-24 timers faste og derefter skånekost, som ris og kylling, oftest terapi nok. Tøj Nogle hunde har behov for et ekstra sæt tøj ud over pelsen, når det er koldt. Hunde, som ikke har meget underuld eller kun har et tyndt lag fedt som f.eks whippet, vil have gavn af en frakke på turen. De fleste hunde har dog over efteråret fået en naturlig vinterfrakke og behøver ikke ekstra tøj. Sidst, men ikke mindst! Lad ikke hunden gå ud på for tynd is! Sidst var det lige ved at gå galt for en stor Dogo Argentino og dens ejer – heldigvis kom begge ind i god behold! På med vanten - og potevoksen og nyd årstiden - med lidt omtanke kan også hunden få en dejlig dag i skoven! God fornøjelse! |
