Nyhedsbrev
Tilmeld dig vores elektroniske nyhedsbrev, med gode råd og tilbud
Hofteledsdysplasi
Ejeren af Cocco sidder i venteværelset og venter med spænding. Hendes flatcoated retriever på 1½ år ligger på røntgenbordet. Den skal have taget røntgenbilleder af sine hofter og albuer. Hunden har ingen problemer med ”bevægeapparatet”, men da Cocco skal bruges i avl, er det vigtigt at kende til eventuelle forandringer i hofter såvel som i albuer, inden den endelige beslutning om hvalpe skal tages.
Cocco har fået noget at slappe af på og finder sig derfor i at blive placeret på ryggen, mens vi laver en optagelse af hendes bækken. Lidt efter er det albuerne, det gælder.
Billederne bliver fine og der er ikke antydning af hofteleds- eller albueledsdysplasi.
Nu skal billederne efterfølgende bedømmes i Dansk Kennelklub, før ejer får konkret besked om hundens status. Ejer er dog lettet og glad over at høre, at vi ikke har fundet nogen problemer.

Senere på dagen går det knap så godt.
En ældre Islandsk Fårehund kommer noget stivbenet ind ad døren. Ved mønstring ses det tydeligt, at hunden har smerter i forbenene, men at den samtidig går med en stikkende gang på bagbenene. Desuden er hundens muskulatur på baglårene næsten helt forsvundet.
Ved røntgenundersøgelsen viser det sig, at hunden har slem hofteledsdysplasi. Den har forsøgt at aflaste bagparten og har derfor overbelastet forparten med halthed til følge.

Hvad er hoftedysplasi?
Normalt skal ledhovedet passe nøjagtigt ind i hofteskålen i bækkenet, så der er en fin tæt forbindelse mellem de 2 knogler.
Hofteledsdysplasi er en lidelse, hvor hofteleddet er ustabilt. Den glatte og tætte forbindelse i leddet ødelægges og der opstår med tiden en irritation i leddet med gigtforandringer til følge.

Hofteledsdysplasi er en såkaldt multifaktoriel sygdom, dvs. at der er flere ting, der spiller ind. Hundens gener spiller en stor rolle for sygdommen.
Hvis hunden er arveligt disponeret, har den stor risiko for at udvikle sygdommen, især hvis den udsættes for negative miljøpåvirkninger som forkert fodring, overdreven motion eller for hurtig vækst.

Symptomer på hofteledsdysplasi.
Hos unge hunde ser man oftest, at hunden har en nedsat udholdenhed ved løb, laver ”harehop” eller er uvillig til at gå på trapper eller springe op.
De ældre hunde rejser og lægger sig med besvær og går ofte stift på bagbenene. Musklerne begynder at svinde på lårene, samtidig med at muskulaturen på forparten udvikles, da vægten placeres her.

Hvordan kan hofteledsdysplasi behandles.
Der findes mange forskellige former for behandling, som ikke alle skal nævnes her. De varierer lige fra smertestillende medicin (gigtmiddel) til operative indgreb, såsom helt nye hofter.

Til de medicinske behandlinger hører de smertestillende midler, som lægger et ”plaster på såret”. Desuden har man i dag mulighed for at give hunden et brusk-forbedrende middel – en kur, der gives 4 gange med en uges mellemrum. Her hæmmes nedbrydningen af brusken i leddet og samtidig fremmes dannelsen af ny brusk.
Dette suppleres med glucosamin og omega 3- og 6 fedtsyrer. I dag er det muligt at købe foder, som allerede indeholder disse kosttilskud.
Flere hunde har de seneste år fået indlagt guld i akupunkturpunkterne omkring hofteleddene. Metodens effektivitet er ikke helt klarlagt, men undersøges stadig. Mange hunde har dog haft god effekt af behandlingen.

Det kan blive nødvendigt at fjerne lårbenshovedet og lade musklerne omkring leddet lave et ”falsk led”. Selv de større hunde klarer sig forbløffende fint uden et, eller begge ledhoveder.
Et godt eksempel herpå var ”Chicco”, vores tidligere sygeplejerskes schæfer, der havde fået fjernet begge ledhoveder som unghund.
Han bestod uden problemer Schæferhundeklubbens udholdenhedsprøve, som var en cykeltur på 20 km med en gennemsnitshastighed på 20 km i timen!

 

  • Gentofte dyreklinik
  • Gentofte dyreklinik
  • Gentofte dyreklinik
  • Gentofte dyreklinik
  • Gentofte dyreklinik
  • Gentofte dyreklinik
  • Gentofte dyreklinik
  • Gentofte dyreklinik
  • Gentofte dyreklinik
  • Gentofte dyreklinik
  • Gentofte dyreklinik
  • Gentofte dyreklinik
  • Gentofte dyreklinik
  • Gentofte dyreklinik
  • Gentofte dyreklinik