| Urinvejsproblemer hos kat |
|
Det sker hyppigt, at dyrlægen må hjælpe katte med at komme af med ”vandet”. Mange katteejere har gennem tiden opmærksomt observeret, at kattens urineringsmønster pludselig ændrer sig. Katten begynder at gå hyppigt på bakken, sidder måske også længe derude, men uden det store resultat. Nogle gange kommer der en lille smule urin, andre gange slet ikke noget. Nogle ejere foranlediges til at tro, at katten har forstoppelse. Katte, der normalt urinerer udendørs, bliver måske pludselig urenlige og drypper urin inden døre. Urinvejsproblemer hos katte kræver en opmærksom ejer! Kommer der slet ingen urin, kan urinrøret være stoppet til og akut dyrlægehjælp er nødvendig. Alle katte, hanner som hunner, kan få problemer med blæren, men det udvikler sig oftest mere alvorligt hos vores hankatte. Hankattene har nemlig et langt tyndt urinrør, hvor ”blæreslam”, så som celler, krystaller og bakterier, kan sætte sig fast i propper og stoppe urinrøret, så urinpassage er umulig. Tidligere mente man, at det primært var en lidelse, der var relateret til kastrerede hankatte. Dette er man gået bort fra i dag – at de fleste så er kastreret, er sandsynligvis fordi størstedelen af vores hankattepopulation netop er kastreret. Udvikler problemet sig til et totalt urinstop, er det meget kritisk for katten. Den går nu oftest klagende omkring og forsøger at sætte sig alle vegne. Ofte bemærker ejeren, at katten bliver sur og hvæser, hvis de kærligt forsøger at stryge den. Kan katten ikke komme af med sin urin og dermed skille sig af med sine affaldsstoffer, tager nyrerne skade. I det akutte, lette tilfælde kan disse nyreskader behandles og normal nyrefunktion reetableres. Har tilstanden stået på for længe, er det livstruende for katten og nyrerne kan have taget permanent skade. Hvad gør dyrlægen? Når katten kommer til dyrlægen, vil dyrlægen med sine hænder kunne mærke, hvor stor og spændt blæren er. Det optimale scenarie er at få tømt blæren hurtigst muligt og genskabe passagen i urinrøret. Er katten meget medtaget, kan den måske ikke tåle at komme i narkose, og derfor får nogle katte indledningsvis tømt blæren med en kanyle gennem maveskindet. Katten vil blive behandlet med væske gennem sine blodårer og få den rette medicin, afhængig af blod- og urinprøver. Når katten kan tåle at blive bedøvet, spules urinrøret, så fri passage opnås. For at forhindre en ny tilstopning af urinrøret, lægges et kateter, så urin frit kan løbe fra blæren. Er tilstanden kritisk, er kattene ofte indlagt i flere dage. Efterfølgende vil katten blive sat på et foder, der nøje er udviklet til katte med urinvejsproblemer og som forebygger urinkrystaller. Alle sunde og raske katte kan også med fordel spise et sådant forebyggende foder. Hvorfår får min kat urinvejsproblemer? Årsagsforholdene kan være mange, men fælles for dem alle er, at katten udviser de samme symptomer. Hos ca. 50% af kattene skyldes problemerne dannelse af blæregrus. Årsagen skal formodentlig findes i arvelige anlæg, men kan også skyldes foder med et ubalanceret indhold af mineraler eller en underliggende bakterieinfektion. Hos 40 % findes ingen sikker årsag trods tilstedeværelse af ovennævnte symptomer. Kun hos 10 % forekommer blærebetændelse, forårsaget af bakterier alene, som årsag. Har din kat haft problemer med grus eller sten i urinvejene, vil den være disponeret for at få problemet igen. Vær derfor opmærksom på ændret adfærd omkring brug af bakken og reager omgående, hvis der sker ændringer , da problemet altid er lettere og hurtigere at behandle i det tidlige stadie! |
