| Kennelhoste |
|
Januar er måneden, hvor alle - mennesker som hunde - hoster og hakker. Det er koldt og tørt, så virus har glimrende betingelser for at gøre os alle syge. Kennelhoste i vintermånederne er ligeså almindeligt for hunden, som influenza er for mennesket. Symptomer Symptomerne opstår gerne fra den ene dag til den anden. Pludselig begynder hunden at få en kraftig, tør, rungende hoste, som kan ende i opkastning. Ofte tror ejer, at hunden har slugt et fremmedlegeme. Hosten opstår især i forbindelse med ophidselse eller hvis hunden er ude og løbe, men den bliver sjældent alment påvirket og har som oftest normal temperatur og ædelyst. Den voldsomme hoste kan vare 1-2 uger, og det er meget vigtigt at holde hunden i ro i hosteperioden, da den ellers kan udvikle en kronisk irritationshoste, med et forløb på flere måneder. Man bør også holde sin hund fra parker, hundetræning og lign., mens hosten står på. Hunden smitter dog både mens den hoster, men også i inkubationstiden, dvs. inden den er begyndt at hoste. Hvis hunden bliver alment påvirket med feber, manglende appetit og evt. pus fra næsen, skal man kontakte sin dyrlæge. Virus kan nemlig bane vejen for bakterier, så hunden kan få lungebetændelse. Vi anbefaler også altid vores klienter at komme med 3 afføringsprøver til diagnosticering af hjerte-lungeorm, hvis hunden hoster, da det har vist sig, at rigtig mange hunde med kennelhoste også er positive for hjerte-lungeorm. Årsagen kan være, at parasitten har banet vejen for virus eller at hunden er mindre modstandsdygtig. Er du interesseret i at se et klip af en hund med kennelhoste, så klik forbi Gentofte Dyrekliniks YouTube-kanal- klik her. (Du kan også blive medlem af vores facebookside "Gentofte Dyreklinik" - så vil du løbende få information om de film vi laver). Hvad er kennelhoste? Kennelhoste er forårsaget af forskellige vira og bakterier. Navnet kennelhoste er opstået, da sygdommen er meget smitsom og derfor gerne ses, når flere hunde er sammen. Inkubationstiden varierer fra 5-10 dage og derfor kan tilsyneladende raske hunde blive afleveret i pension, for kort efter at begynde at hoste. Et par dage efter hoster de resterende pensionærer! Kennelhoste er derfor ikke en parameter for, om det er en dårlig hundepension med manglende hygiejne. Få din hund vaccineret. Hunde kan få sygdommen igen og igen, de bliver desværre ikke immune. De fleste hundevacciner indeholder også vaccine mod kennelhostevirus, men vaccinen er ikke 100% effektiv. Faktisk regner man med, at den almindelige vaccination kun reducerer risikoen for sygdommen med 40-50%. For få år tilbage fik vi i Danmark mulighed for at bruge en mere effektiv vaccine mod kennelhoste end tidligere. Der findes en vaccine på markedet, som gives specifikt mod kennelhoste. Denne vaccine indeholder, til forskel fra tidligere, også en vaccine mod bakterien ”Bordetella” - en bakterie, som anses for at være hovedårsagen til kennelhoste i kombination med virus. Denne vaccinations-kombination giver en bedre beskyttelse end tidligere. Vaccinen gives som et lille dryp i næsen og holder i et år. På Gentofte Dyreklinik har vi rutinemæssigt vaccineret mod kennelhoste og har de sidste 2 år oplevet et markant fald i antallet af hostende hunde, som lyder som sælhunde! Vi vil ønsker vores læsere en glædelig bagjul og et rigtig godt Nytår! |
