Nyhedsbrev
Tilmeld dig vores elektroniske nyhedsbrev, med gode råd og tilbud
Forgiftning med rottegift. PDF

Af  Helle Busk og Natascha Schmidt-Svejstrup

Bragt i Villabyerne marts 2008

 

Charlie er en langhåret gravhund på 5 måneder som altid har været frisk og frejdig. ”Den kravler normalt på væggene samtidig med, at den bider i alt” forklarede ejerne, der nu stod med en lille, slap hund på armen, som knap nok gad løfte hovedet.

 

For 2 dage siden havde ejers børn haft hunden med på legepladsen i nogle timer. Her havde den glad løbet omkring og havde haft en personlig fest, når den prøvede at fange bolden, som ungerne legede med.

 

Da børnene var kommet hjem, havde hunden været naturlig træt. Ejerne havde godt nok bemærket, at hunden ikke var interesseret i sin aftensmad, men tænkte, at den nok havde fået for mange godbidder på legepladsen. Næste dag havde hunden været træt og stille og ikke været specielt sulten.

 

Her til morgen var de vågnet op til det rene blodbad i køkkenet, hvor det lille, søde væsen sov om natten. Der var blodig opkast og diarre over det meste af gulvet og hunden blødte ud af næsen.

Ejerne var selvfølgelig dybt chokerede over synet og tog straks hunden ned på klinikken.

 

Ved nærmere eftertanke fortæller ejers store pige, at hunden havde været meget interesseret i den lille beholder med rottegift, som kommunen sætter op rundt omkring for at holde rottepopulationen nede. Hun havde et par gange stoppet den, når den stak sin lille snude ind i hullet.

 

Med den forhistorie var vi ikke i tvivl om hvad der var galt med den lille hund. Den havde, med meget stor sandsynlighed, fået en ”warfarinforgiftning”. Hunden havde lige netop kunnet få sin snude ind i den lille beholder og havde spist af rottegiften.

 

Forgiftning med rottegift

Rottegift virker ved, at offeret forbløder.

Stoffet ødelægger den normale størkning (koagulation) af blodet og dyret begynder at bløde og dør til sidst af indre blødninger. Der kan derfor ses blod i afføring, opkast og urin, i bughulen, i øjnene samt næseblod. Dyrene kan også få blødninger i hjernen og i brystkassen.

 

Hvis man har mistanke om, at ens hund eller kat har spist rottegift er det bare om at komme af sted til sin dyrlæge. Hvis man er tidligt ude, kan dyrlægen give et brækmiddel, så det meste af giften kommer op igen. Derudover gives aktivt kul som kan absorbere og neutralisere giften i mavetarmkanalen.

 

Allerede 1 til 2 dage efter indtagelsen, har giften forladt mavetarmkanalen og ovenstående behandling er ikke nok. For at stoppe blødningerne gives K-vitamin og i nogle tilfælde er en blodtransfusion nødvendig.

 

Charlie var langt ude i tovene.

Han havde mistet meget blod og hans blod kunne ikke koagulere. Efter adskillige dage med intensiv K-vitamin behandling og blodtransfusioner, begyndte der dog igen at komme liv i ham.

Nu ville han pludselig ikke finde sig i at ligge i buret mere. Han hoppede livligt op og ned og gøede det bedste han havde lært. Et virkelig godt parameter for, at nu var det på tide at komme hjem!

 

Charlie var heldig, mange hunde og katte står ikke til at redde efter sådan en forgiftning!

 

Alle rettigheder til denne artikel tilhører Gentofte Dyreklinik og må ikke gengives, helt eller delvist, uden tilladelse fra klinikken.

 

  • Gentofte dyreklinik
  • Gentofte dyreklinik
  • Gentofte dyreklinik
  • Gentofte dyreklinik
  • Gentofte dyreklinik
  • Gentofte dyreklinik
  • Gentofte dyreklinik
  • Gentofte dyreklinik
  • Gentofte dyreklinik
  • Gentofte dyreklinik
  • Gentofte dyreklinik
  • Gentofte dyreklinik
  • Gentofte dyreklinik
  • Gentofte dyreklinik
  • Gentofte dyreklinik
  • Gentofte dyreklinik