|
Af dyrlægerne Helle Busk og Natascha Schmidt-Svejstrup Ligesom mennesker, bør hunde og katte have en god mundhygiejne for at bevare et sundt tandsæt og sunde gummer livet igennem. Mange hunde og katte begynder allerede ved 2-års alderen at danne plak på tænderne. Plak er en klæbrig film, der sætter sig på tænderne. Hvis denne film ikke holdes nede, dannes der efterhånden tandsten. Hos mennesker dannes tandsten mest på indersiden af tænderne. Hos vores husdyr ser vi tandsten på ydersiden. Plak og tandsten irriterer tandkødet og der dannes tandkødsbetændelse, som med tiden kan udvikle sig til parodontose. Her bliver den struktur, der hæfter tænderne til knoglen, ødelagt. Når dette sker bliver tænderne løse og falder ud. Infektioner i forbindelse med tandsygdomme giver dårlig ånde, men hvad langt værre er, at bakterierne kan trænge ind i dyrets blod og sprede sig til organer som hjerte, nyre og lever. Smerter Tandsygdomme og tandkødsbetændelse er en smertefuld tilstand, også hos vores husdyr. Mange ejere tror fejlagtigt, at deres dyr ikke har ondt. ”Dyrene spiser jo og opfører sig, som de plejer” hører vi ofte fra dyrenes ejere. Dyrene har ondt! Mange ejere kommer da også tilbage efter endt behandling og beretter, at de har fået ”en ny hund”. Tandrens Hvis tænderne er belagt med tandsten bør hunden eller katten have en tandrensning for at forbygge eller stoppe yderligere skade. Dette gøres under bedøvelse med ultralyd og efterfølgende polering. Altså på helt samme måde, som når vi får renset tænder. Det er ikke nok kun at fjerne den tandsten som er synlig på tænderne, da det er tandsten oppe under tandkødet, der er det primære problem. Denne kan kun fjernes med en spids ultralydsrenser. Hvad kan jeg selv gøre. Der er ingen tvivl om, at forebyggende behandling er bedst! Der findes et specielt tørfoder som adskiller sig ved at have en foderpille, der er større end normalt tørfoder. Herved knækker foderpillen ikke ved den første bid, men først når tanden er trængt helt igennem. Dette bevirker at plak skrabes af tænderne. Herudover findes der også et væld af tyggeben, nogle bedre end andre. Når hunden gnaver kødben har det også en effekt på tænderne, men pas på! En del hunde kan få en kraftig forstoppelse, da benstumperne kan danne en cement-lignende afføring. Tandbørstning et par gange om ugen på ydersiden af tænderne er optimalt. Man skal dog helst vænne dem til tandbørstning fra de er hvalpe eller killinger. Det kan være svært at begynde, når problemet allerede er opstået. Der findes specielle tandbørster, men en lille barne-tandbørste kan gøre det ud for det samme. Derimod synes vores dyr ikke specielt godt om stærk mint, så brug en tandpasta lavet til dyr med fx leversmag. Alle rettigheder til denne artikel tilhører Gentofte Dyreklinik og må ikke gengives, helt eller delvist, uden tilladelse fra klinikken.
|