Nyhedsbrev
Tilmeld dig vores elektroniske nyhedsbrev, med gode råd og tilbud
Forhøjet stofskifte hos kat. (Hyperthyreoidisme) PDF

Hvad er hyperthyreoidisme?

Hyperthyreoidisme er en sygdom forårsaget af øget produktion af hormon i skjoldbruskkirtlen.  

Skjoldbruskkirtlen er en todelt kirtel placeret på hver side af luftrøret i den nederste del af halsen. Hormonet produceret i denne kirtel står for regulering af stofskiftet. Ved en overproduktion af hormon vil stofskiftet øges voldsomt med nedbrydning af muskler og fedt m.v. til følge.

Sygdommen vil med tiden, hvis denne lades ubehandlet, føre til dyrets død.

Hvad er årsagen til hyperthyreoidisme?

Hyperthyreoidisme er først observeret hos katte indenfor de sidste 30 år og årsagsforholdene er endnu ikke afklarede. I de fleste tilfælde er der tale om en godartet cancer i kirtlen eller en godartet vækst af kirtelvævet (Struma). I ca. 5% af tilfældene er der dog tale om ondartet cancer. Sygdommen er sjælden hos unge katte og observeres hyppigst hos katte over 10 år.

Hvad er symptomerne?

Det første tegn på sygdom er oftest en kraftig forøgelse af appetitten og nogle gange drikkelysten. Katten vil dog ikke trods stort foderindtag øge vægten og med tiden vil vægttab indtræde. Den vil ofte virke rastløs eller hyperaktiv og visse katte vil udvise aggressiv adfærd. Pelsen bliver med tiden mat og kedelig og nogle katte vil have diarré eller opkastninger. 

Få katte vil dog vise modsat adfærd og i stedet virke trætte og depressive samt have spiseværing.

Sygdommen påvirker også hjertet og kredsløbet, med en kraftig stigning i pulsen og blodtrykket. Stigning i blodtrykket kan bevirke mindre blødninger eller blodpropper i de indre organer med beskadigelse af disse til følge.

Hvordan kan diagnosen stilles?

Dyrlægen vil ofte få mistanke til hyperthyreoidisme på baggrund af kattens symptomer. I nogle tilfælde vil en forstørret skjoldbruskkirtel kunne føles nederst på halsen og katten vil ofte have en hurtig og kraftig hjertelyd.  Da nogle af de samme symptomer imidlertid også kan iagttages ved nyre- og leverlidelser vil en endelig diagnose stilles ved udtagning af en blodprøve.

Det er vigtigt at diagnosen stilles tidligt i forløbet, så behandling kan på begyndes, da skaden på de indre organer ellers bliver for omfattende.

Hvordan behandles hyperthyreoidisme?

Der findes forskellige former for behandling mod hyperthyreoidisme, medicinsk, kirurgisk og injektion med radioaktivt Iod. Fordele og ulemper ved de tre behandlingsformer omtales nedenfor.

-Medicinsk behandling:

Katten gives medicin (Neo-Mercazole), der blokerer produktionen af hormon i skjoldbruskkirtlen. Medicinen skal i begyndelsen gives 3 gange daglig, senere kan dosis nedsættes til én til to daglige doseringer

-Kirurgisk behandling:

Her vil den eller de forstørrede kirtler fjernes kirurgisk

-Radioaktivt Iod

En injektion med radioaktivt iod vil ødelægge det unormale skjoldbruskkirtel væv, men efterlade de normale celler intakte.

Denne behandling findes på nuværende tidspunkt kun på Landbohøjskolen i København.

 

Alle rettigheder til denne artikel tilhører Gentofte Dyreklinik og må ikke gengives, helt eller delvist, uden tilladelse fra klinikken.

 

  • Gentofte dyreklinik
  • Gentofte dyreklinik
  • Gentofte dyreklinik
  • Gentofte dyreklinik
  • Gentofte dyreklinik
  • Gentofte dyreklinik
  • Gentofte dyreklinik
  • Gentofte dyreklinik
  • Gentofte dyreklinik
  • Gentofte dyreklinik
  • Gentofte dyreklinik
  • Gentofte dyreklinik
  • Gentofte dyreklinik
  • Gentofte dyreklinik
  • Gentofte dyreklinik